Artikel af Henriette Lemvig
Journalist og cand.agro.
www.effektivtlandbrug.dk
henriette@effektivtlandbrug.dk
Korrekt indstilling af mejetærskeren kan betyde alverden i slutresultatet, når der høstes frø. DSV Frø har derfor ansat jordbrugsteknolog Niels Glisbjerg Jakobsen, der med egne ord elsker at nørde i små tekniske finesser, til at køre rundt i landet og tilbyde sin viden og ekspertise, inden frøhøsten går i gang.
Med udgangspunkt fra Fyn starter 26-årige Niels Glisbjerg Jakobsen hver dag bilen og kører mod forventningsfulde landmænd, der skal til at påbegynde frøhøsten.
- De sidste 14 dage har jeg hovedsageligt været på Fyn, Sjælland og de sydlige øer. I dag er jeg i Midtjylland, lyder det fra Niels Glisbjerg Jakobsen, der er uddannet faglært landmand fra Dalum Landbrugsskole tilbage i 2016 og siden har færdiggjort uddannelserne som jordbrugsteknolog og en professionsbachelor i jordbrug og økonomi på UCL.
- Jeg nyder at komme rundt til landmændene og nørde i tekniske indstillinger på mejetærskerne i forhold til høstmaterialet. Noget jeg har gjort stort set hele mit liv, og som er en fantastisk kombination med mine fortsatte studier, fortæller han.
Bedst muligt høstresultat
DSV Frø har ansat den energiske fynbo, der tidligere har været ansat i et vellykket praktikophold, til at servicere landmænd rundt i hele landet, der leverer frø til DSV, så de opnår det bedst mulige høstresultat.
- Nogle gange er det kun ganske små finjusteringer, der gør, at vi får en renere råvare, hvilket er til glæde for begge parter, påpeger Niels Glisbjerg Jakobsen, der kan en masse tekniske detaljer på stort set alle mejetærskermodeller.
Han uddyber, at han både kommer til nye og mere erfarne avlere.
- Hos de nye avlere er der også noget undervisning i det. De skal uddannes inden for den type frøgræs, de har, og gøres sikre i, at de er godt i gang. Hos de erfarne avlere er det mere små finjusteringer, der lige gør et i forvejen fint job en tak bedre.
Forskel mellem græsarter
Niels Glisbjerg Jakobsen fremhæver forskellen i indstillingen af mejetærskeren alt efter, om man høster eksempelvis engrapgræs eller rajgræs.
- Ved høst af engrapgræs bedres slutresultatet ved en mere åben soldkasse, ligesom fremdriften har stor betydning. Rajgræs er lidt mere som korn. Her kan eksempelvis soldkassen være mere lukket, siger han.
Lyst til nørderi
- Jeg kan rigtigt godt lide at få mere ud af det maskineri, der er til rådighed. Det er nok min lyst til at nørde lidt, der slår igennem her, smiler Niels Glisbjerg Jakobsen og understreger fordelene ved korrekte indstillinger.
- Det resulterer i en renere råvare hos avlerne, som får nemmere ved at tørre frøet, og samtidig får de en lavere renseomkostning.
- Vi får en mindre og renere råvaremængde, vi skal transportere, og bliver mere effektive på renserierne.
- Ren win win, påpeger han.
Både rådgivning og indstilling af mejetærsker er en gratis service, DSV Frø leverer under høst.